Kig ind til fortidens fattige kvinder i Odense.
Husene, som Pernille Lykke forærede byens fattige kvinder, var beboet helt frem til 1955.
Pernille Lykkes Fattigboder er i dag indrettet til udstilling. Bag de to første døre er installationer, der til sammen fortæller historien om fattigboderne og byens fattigdom før og nu. Åbn skufferne, kig gennem hullerne og lyt for at få hele oplevelsen med.
Bag de to sidste døre får du et nogenlunde indblik i, hvordan fortidens fattige kvinder boede. Bag den ene dør er møbler og nips fra enken Ane Katrine Hansens bolig, som den så ud omkring 1935. Bag den anden dør ser du, hvordan to kvinder må have boet, da Pernille Lykke grundlagde boligerne i 1617.
Udstillingen er i en gammel bindingsværksbygning fra 1600-tallet. Der er er to trin op til bygningen.